23. May. 2022
Randers og Herning kommune vil i de kommende tre år tilbyde i alt 80 sårbare unge at finde deres egen vej videre i livet – og stille både netværk og penge til rådighed for, at de kan lykkes.

Hvert år står en stor gruppe sårbare og udsatte unge i Danmark uden uddannelse og job. I tal er det ca. 7% af hver eneste ungdomsårgang. Hvordan får man hjulpet den gruppe unge med at komme godt videre i livet?

Det spørgsmål forsøger et helt nyt og eksperimenterende tilbud i to danske kommuner nu at svare på ved at introducere såkaldt ’kollektive ungebudgetter’, hvor små grupper af unge får stillet op mod 60.000 kroner til rådighed, som de selv må styre og bruge på, hvad de vil.

Første i Danmark

Tilbuddet med kollektive ungebudgetter er det første af sin art i Danmark. Projektets grundidé med at give udsatte borgere penge i hænderne til selv at skabe positive forandringer (gennem såkaldte ’cash transfers’) er afprøvet med stor succes i mange udviklingslande. Projektet er designet af Socialt Udviklingscenter SUS med økonomisk støtte fra Poul Due Jensens Fond.

”Vi har i årevis vidst, at samfundet ikke fik inkluderet en stor gruppe unge, men de løsninger, vi som samfund har forsøgt os med, har ikke virket. Derfor skal der nye svar til – og et af dem, der har virket andre steder i verden, mener vi har stort potentiale til at gøre en forskel her. Særligt når vi kombinerer budgetterne med et stærkt fokus på lokale netværk samt fællesskaber indbyrdes blandt de unge,” siger Mathias Bruhn Lohmann, der leder projektet i Socialt Udviklingscenter SUS.

Det eneste kriterie er, at deres valgte investeringer og aktiviteter kan være med til at skabe et nyt og bedre afsæt til job og uddannelse. De unge får også hjælp til at skabe nye forbindelser til spændende mennesker og initiativer i deres lokalområde, som de gerne vil lade sig inspirere af.

”Vi har store forventninger til dette projekt. I Poul Due Jensens Fond tror vi på at alle har evner som samfundet kan drage nytte af. Vi håber derfor de unge får en håndsrækning til i fællesskab at tage hånd om deres egen skæbne og på sigt undgå et langt liv på passiv forsørgelse,” siger fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.

Unge holder i hånd og kigger på pil der er malet på jorden

Unge skal selv finde vej til uddannelse og job gennem projektet Kollektive Ungebudgetter. Foto: Emma Frances Logan/unsplash

Ny tilgang

I Randers og Herning Kommuner glæder man sig til, at projektet går i gang:

”Vi ser frem til at være med til at afprøve denne tilgang,” siger beskæftigelsesudvalgsformand Bo Vestergaard fra Randers Kommune. ”Det ligger os meget på sinde, at unge inddrages i tæt samarbejde om at finde en (ny) vej at gå, så de kan opnå tilknytning til arbejdsmarkedet eller starte på en uddannelse. At inddrage både unge og så mange lokale relevante netværk og fællesskaber som muligt er en spændende tilgang, som også har sammenfald med andre tiltag af tværsektoriel karakter i Randers kommune.”

I Herning Kommune ser man også frem til at arbejde med nye former for inddragelse, siger beskæftigelsesudvalgsformand Tommy Tønning fra Herning Kommune:

”Med denne projektindsats får vi mulighed for at afprøve en ny konkret form for borgerinddragelse i den helhedsorienterede beskæftigelsesindsats, idet projektets unge gives mulighed og ansvar for at finde nye veje til at forbedre deres beskæftigelsesmuligheder. Det ligger fint i tråd med Herning Kommunes fokus på samskabelse med omgivelserne om gode løsninger.”

Det nye samarbejdsprojekt bliver skudt i gang i juni 2022 og vil løbe frem til juni 2025. Mere info.