30. Oct. 2019
Den 24. oktober kunne Poul Due Jensens Fond efter tre års arbejde indvie borehul 2 i Nyarugusu Flygtningelejren og dermed levere rent drikkevand til knap 150.000 flygtninge i det vestlige Tanzania. Samtidig kunne Fonden fejre at have nået ud til over 50.000 tanzanianere i små landsbysamfund uden for lejren.

I 2016 besluttede Poul Due Jensens Fond i samarbejde med den amerikanske NGO Water Mission at vise det internationale samfund, at det er muligt at levere drikkevand til store flygtningesamfund med ren energi fra solpaneler. Beslutningen blev siden fulgt op af et host community program som skulle sikre vand til de fattige landsbysamfund uden for lejren, da vi undervejs blev gjort opmærksomme på de politiske og ressourcemæssige konflikter som kan opstå i og omkring sådanne lejre.

De tre flygtningelejre Nyarugusu, Nduta, and Mtendeli ligger i Tanzanias nordvestlige Kigoma provins langs grænsen til DR Congo og Burundi, hvorfra flygtningene er kommet. Siden projektets opstart er vi nået ud til 200.000 i og omkring Nyarugusu flygningelejren.

Poul Due Jensens Fond indviede Borehul 2 den 24. oktober 2019. Med til indvielsen var Nyarugusus lejrledelse og WASH koordinatorer, den danske ambassadør, repræsentanter fra Water Mission, Grundfos og Fonden. De tre soldrevne vandsystemer i Nyarugusu drives af Norsk Flygtningehjælp, som har hyret Water Missions lokale ansatte ind. Foto: Poul Due Jensens Fond.

Indsats uden for hegnet sikrer politisk velvilje

Inde i lejren er der rent vand, hospitaler og mad, mens den slags basale livsnødvenigheder kan være uopnåelige på den anden side af hegnet. Fattige tanzaniere i landsbyer som Zeze har derfor i årevis kunnet se hvordan ressourcer som mad og vand tilflød flygtninge i lejren, mens de selv kæmpede for det daglige brød. Gennem vores host community program er der nu hele 7 lokalsamfund med tilsammen over 50.000 beboere som nyder godt af adgang til rent  drikkevand direkte fra hanen. Heriblandt er vandsystemet i Zeze , som er samfinasieret af fonden og Niels Due Jensen, stifterens søn, Grundfos-CEO og fondsformand gennem mange år.

Handover ceremony Zeze 2019 from Poul Due Jensen Foundation on Vimeo.

At det virkelig rykker noget, kunne vi selv bevidne, da vi  formelt overdragede vandsystemet til landsbyen.

"Siden ibrugtagningen i september 2018 har beboerne formået at spare hele 30.000 kr. sammen til vedligehold, reparationer og udbygning af vandsystemet. Det er virkelig en solstrålehistorie!"
Nils Thorup, programchef for vand

En af de lokale medarbejdere på den danske ambassade i Tanzania bemærkede endvidere, at landsbyen nu havde en luksus, der var de færreste forundt, nemlig rent drikkevand direkte fra hanen.

Vandsystemet i Zeze leverer drikkevand til over 5.000 indbyggere. Landsbysamfundet ejer selv deres vandsystem. Foto: Poul Due Jensens Fond

Unikt partnerskab sikrer bæredygtighed

For Fonden har det været altafgørende, at vores partnere fra Water Mission både i Tanzania og på globalt plan har kunnet løfte den enorme opgave, hvad angår den tekniske ekspertise og uddannelse af lokalsamfund, men også den nødvendige integritet og sans for at navigere i et komplekst politisk landskab. Grundfos har desuden udviklet en smart “power blend” styring, som sikrer en bæredygtig anvendelse af det dieseldrevne backup system, og dermed sparer lejrens økonomi for unødvendige brændstofudgifter.

Grundfos and the Poul Due Jensen Foundation | Water Mission from Water Mission on Vimeo.

Vi fortsætter arbejdet med host communities og vender nu blikket mod Nduta lejren, hvor vi med hjælp fra Aarhus Universitet er i gang med at kortlægge undergrunden inden vi giver os til at bore efter vand.