04. Oct. 2018
Jens Bager, bestyrelsesformand i Poul Due Jensens Fond og formand for grundfospris-komiteen, overrækker Grundfosprisen 2018 til Jacob Sherson ved prisfesten i Bjerringbro.

Grundfosprisen 2018 går til Jacob Sherson, AU. Foto Lars Holm.

Jacob Sherson er den centrale udvikler og forskningsleder i forskningsgruppen ScienceAtHome, som bl.a. står bag spillet ”Quantum Moves”, der er blevet spillet af flere end 250.000 mennesker fra hele verden. Det var med hjælp fra det spil, at man i 2016 kunne vise at den menneskelige intuition kunne være computerens regnekraft overlegen. Forskningsgruppens artikel i det ansete tidsskrift Nature gik verden rundt med medieomtaler på alle kontinenterne.

”Jacob Sherson får Grundfosprisen, fordi han på enestående vis formår at flytte grænserne for eksperimentel kvantemekanik og samtidig inddrage den menneskelige intuition i naturvidenskabelig forskning. På den måde bidrager han også til at nedbryde murene mellem forskere og samfund og invitere os almindelige dødelige med indenfor”, udtaler Jens Bager.

Jacob Friis Sherson – Interview from Poul Due Jensen Foundation on Vimeo.

 

Grundfosprisen består af statuetten Be-Think-Innovate og 1 million danske kroner, hvoraf 250.000 er en personlig hædersgave og de resterende 750.000 frit kan anvendes til videre forskning inden for prismodtagerens forskningsområde.

Fonden besluttede i 2017, at Grundfosprisen skulle fokusere på yngre forskere i en årrække under temaet ”Stars of Tomorrow”. Jacob Sherson bliver derfor den første i en række af lovende unge stjerner inden for naturvidenskabelig og teknisk forskning, som modtager Grundfosprisen.

  • Grundfosprisen er indstiftet af Poul Due Jensens Fond i 2001  med det formål at stimulere, anerkende og støtte national og international forskning i banebrydende, samfundsgavnlige og fremsynede løsninger inden for det tekniske og naturvidenskabelige område
    Mere om Grundfosprisen
  • Jacob Sherson er Professor MSO, ved Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet.
    Mere om Jacob Sherson