10. Jun. 2022
Poul Due Jensens Fond skyder 10 millioner i Aarhus International School’s Project One Campus. Projektet renoverer og udvider campus for at fastholde skolen som et attraktivt valg for internationale forældre som rekrutteres til virksomheder og institutioner i Østjylland.

At have en stærk og velfungerende international skole i Aarhus er afgørende for udviklingen af den østjyske region. Det har derfor været en vision for Aarhus International School at forbedre og udvide den nuværende campus på Dalgas Avenue 12 i Aarhus C.

”Vi har længe haft en skole, hvor kvaliteten af undervisningen er høj, men rammerne simpelthen har været for små og for nedslidte. Det er derfor en stor glæde endeligt at kunne realisere drømmen om One Campus. Det betyder vi i fremtiden kan tilbyde 600 elever en både fagligt og socialt givende hverdag i velfungerende og tidssvarende rammer,” siger forperson for bestyrelsen på Aarhus International School, Niclas Kvernrød.

Visualisation of future school interior,

Visualisering af fremtidigt interiør i skolen.

Project One Campus er støttet af Aarhus Kommune samt flere store fonde og østjyske virksomheder. Udbygningen af skolen vil have stor betydning for virksomheder og organisationers evne til at tiltrække internationale kandidater til regionen.

"Vi har flere medarbejdere som har børn på skolen. Vi ved at når internationale kandidater med familie ser på en stilling hos os, googler de som det første, hvilke internationale skoletilbud der findes i regionen. IB-programmet er meget attraktivt og det har derfor betydning for os, at skolen kan tilbyde undervisningen i tidssvarende og attraktive rammer."
Kim Nøhr Skibsted, Fondsdirektør, Poul Due Jensens Fond
Visualisation of future exterior and playground

Visualisering af den fremtidige legeplads i indskoling/børnehave.

Byggeprojekt i 2022-2024

I alt 138 millioner kroner er afsat til projektet som konkret betyder at ældre og nedslidte bygninger nedrives, hvorefter der etableres en separat bygning til skolens yngste elever på 3-5 år, samt en tilbygning til eksisterende bygninger på til eleverne fra 6-15 år. I alt er der tale om nybyggeri på 6000 m2. Byggeriet starter i skoleferien og varer frem til august 2024.

AIS One Campus Byggeprojekt realiseres af Ejendomsfonden AIS med støtte fra Aarhus Kommune, Salling Fondene, Novo Nordisk Fonden, A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Grundfos Fonden, Lars Larsen Group, Danske Commodities, Stibo Fonden, Vilhelm Kiers Fond, Per og Lise Aarsleffs Fond, samt Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond. Udenfor byggesummen har Arla Food og Aarhus International School indgået aftale om driftsstøtte i perioden 2022-26

Visualisation of future school exterior,

Visualisering af den fremtidige facade.