04. Mar. 2021
Poul Due Jensens Fond har nu åbnet for indstillinger til årets Grundfospris, som skal gå til en yngre forsker der har gjort sig bemærket inden for teknik og naturvidenskab.

Danske universiteter inviteres igen til at indstille morgendagens forskerstjerner til Grundfosprisen. Siden 2018 har prisen hædret unge forskere gennem temaet “The Stars of Tomorrow”.

Udvælgelseskriterierne er følgende:

  • Forskningsområde inden for teknik og naturvidenskab
  • Banebrydende, anerkendt og signifikant forskning
  • Forskning, som skaber eller lægger fundamentet til samfundsgavnlige resultater (dvs. som bidrager til at opnå FN’s verdensmål)

Nomineringen skal bestå af en motivation (maks. 3 til 4 sider) samt et kort CV som sendes til grundfosprize@grundfos.com senest 1. maj 2021.

Kandidater som indstilles til Grundfosprisen må ikke være ældre end 40 år (mænd) / 45 år (kvinder) på dagen for uddelingen.

I 2021 uddeles Grundfosprisen den 11. november. Vinderen vil blive underrettet direkte i juli måned. I tilfælde af at udvalget ikke identificerer en kvalificeret kandidat, vil prisen ikke blive tildelt.

Nyt ansigt i priskomiteen

Professor emeritus ved DTU, Preben Terndrup Pedersen, er for nylig trådt ud af priskomiteen. Fonden vil i den forbindelse gerne sige tusind tak for mange års godt samarbejde. I stedet indtræder professor Ole Sigmund, ligeledes ved DTU, i komiteen.

Priskomiteen består herefter af:

Jens Maaløe, formand, Poul Due Jensens Fond
– Niels Due Jensen, tidligere formand, Poul Due Jensens Fond
– Per Halkjær Nielsen, professor, Aalborg Universitet
– Nina Smith, professor, Aarhus Universitet
Ole Sigmund, professor, Danmarks Tekniske Universitet

Læs mere om indstillinger og tidligere vindere her: Grundfosprisen