19. Jan. 2023
Poul Due Jensens Fond køber 24,9 % af aktierne i Aarhus GeoInstruments, en spin-out virksomhed fra Aarhus Universitets HydroGeopysics Group.

Aarhus GeoInstruments producerer instrumenter til kortlægning af undergrunden ved hjælp af TEM-teknologi (Transient ElectroMagnetics) og har udviklet en unik måde at lokalisere underjordiske grundvandsressourcer.

Det er fondens første direkte investering, men det er også en helt særlig en af slagsen. Vi har været med til at udvikle og finansiere tTEM-teknologien gennem en årrække, og den har vist sit værd flere steder i klimaudsatte områder, til gavn for nogle af verdens mest sårbare mennesker. Vi vil gerne fortsætte rejsen sammen med Aarhus GeoInstruments og sikre adgang til vand til endnu flere mennesker. Det gør vi bedst ved at investere i AGI og tage medansvar for udbredelsen af denne unikke teknologi, siger fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted, Poul Due Jensens Fond.

Fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted og CEO Esben Auken underskriver investeringsaftalen.

Fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted (tv) og CEO Esben Auken (th) underskriver investeringsaftalen. Foto:Poul Due Jensens Fond

Fondsdirektøren understreger at dette er et helt specielt tilfælde, hvor Fonden vælger at være direkte investor, baseret på et langt og frugtbart forskningssamarbejde.