09. Feb. 2023
Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) bevilger i alt 4 millioner til fire organisationer som hjælper ofre for de to jordskælv, som ramte Tyrkiet og Syrien mandag morgen.

Tidligt mandag morgen den 6. februar ramte to kraftige jordskælv (hhv. 7,8 og 7,5 på Richter-skalaen) Tyrkiet og Syrien. Jordskælvene har forårsaget enorme ødelæggelser, og mens nødhjælpsarbejdere gennemsøger ruinerne og dødstallet fortsat stiger, er millioner af mennesker uden vand, mad og tag over hovedet.

4 millioner til nødhjælp

Fonden har besluttet at sende 1 million kroner til fire forskellige organisationer, som hjælper ofrene i de berørte områder:

  • ICRC, International Committee of the Red Cross som er til stede både i Tyrkiet og de syriske områder hvor ikke alle NGO’er har adgang,
  • DRC Dansk Flygtningehjælp som også er til stede i både Tyrkiet og dele af Syrien,
  • Dank Røde Kors som er til stede og hjælper ofrene i Tyrkiet,
  • Den tyrkiske NGO Ahbap som er til stede i de berørte områder i Tyrkiet. Grundfos i Tyrkiet har udpeget og samarbejder med denne organisation, som er en vigtig lokal aktør.

I alt doneres fire millioner kroner, som frigives hurtigst muligt.

"Som mange andre er vi dybt berørte af situationen i Tyrkiet og Syrien. Der er akut behov for både nødhjælp og genopbygning. Vi ved, at disse fire organisationer gør en enorm forskel for de mange berørte mennesker."
Kim Nøhr Skibsted, Executive Director, Grundfos Foundation