25. Apr. 2020
Danske forskere skal sammen med internationale kolleger kortlægge og vurdere al global forskning som omhandler behandling af COVID-19 med midler fra Poul Due Jensens Fond.

Poul Due Jensens Fond afsætter nu 2,9 millioner kroner til et hold af forskere, som skal overvåge al forskning som omhandler behandling af COVID-19 i verden. Fonden har i marts og april doneret penge til en række nødhjælpsinitiativer, bekæmpelse af ensomhed og testproduktion af respiratorer.

"Verden står i en ekstraordinær situation. Derfor har Poul Due Jensens Fond besluttet at støtte forskning i COVID-19, selvom sundhedsvidenskab ligger uden for vores normale støtteområder. Vi har i år taget en beslutning om at afsætte en større ramme til gode formål, og vi er glade for at kunne støtte et projekt af denne kaliber."
fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted

Forskningsprojektet ledes af Copenhagen Trial Unit, Center for Klinisk Interventionsforskning på Rigshospitalet og overlæge Janus Christian Jakobsen. Han har til formålet samlet et hold af eksperter fra både Danmark, Sverige, Canada og Grækenland til at gennemføre projektet.

“Lige nu forsker hele verden i behandling af COVID-19. Det er dog meget sjældent, at enkeltstående forsøg endeligt kan afklare om en behandling er effektiv – der er ofte brug for at skabe et overblik over den tilgængelige viden fra samtlige forsøg,” forklarer Janus Christian Jakobsen.

Der er tale om et projekt, der løbende opdateres. Når der kommer nye resulter fra den globale forskningsverden, vil projektet offentliggøre sine fund. Hovedforfatteren på projektet bliver hans kollega, forsker Sophie Merrild Juul:

“Vi vil skabe et løbende overblik og samtidigt videreformidle det til læger, forskere og offentligheden. Vi vurderer også, om de enkelte forsøg er af tilstrækkelig høj videnskabelig kvalitet for at fremhæve de behandlinger, der virker og advare mod dem, der ikke gør,” udtaler Sophie Merrild Juul.

Om Copenhagen Trial Unit

Copenhagen Trial Unit (CTU) er en forskningsenhed på Rigshospitalet med speciale i klinisk interventionsforskning på tværs af medicinske specialer. CTU samarbejder med universiteter og industrien bade i Danmark og udlandet for konstant at forbedre klinisk forskningsmetode, herunder randomiserede kliniske forsøg. På CTU er der ansat medarbejdere med flere forskellige baggrunde: forskere, klinikere, epidemiologer, statistikere, ingeniører, og informationsspecialister.