24. Sep. 2020
PlanBørnefonden og Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) går sammen med Water Mission om at skabe adgang til rent vand for Etiopiens mange flygtninge med soldrevne vandpumper. Ambitionen er at skabe en bæredygtig model, der kan udbredes til flygtninge over hele verden.

Etiopiens Gambella-region er vært for mere end 320.000 flygtninge, primært fra borgerkrigen i nabolandet Sydsudan. Befolkningstætheden samt de spartanske forhold i flygtningelejrene og de omkringliggende samfund gør, at der er store udfordringer med adgangen til rent vand og dårlige muligheder for at holde en god hygiejne – og problemerne er kun blevet større i lyset af den globale COVID-19-pandemi.

Baseret på erfaring fra flere års samarbejde med at etablere soldrevne vandforsyninger til landsbysamfund i Togo lancerer PlanBørnefonden og Poul Due Jensens Fond nu et nyt projekt, ”SunWASH”, der skal sikre en bæredygtig adgang til rent vand og sanitære faciliteter, samt hygiejnefremmende aktiviteter for blandt andet at begrænse COVID-19 smitten til gavn for ca. 120.000 af beboerne i flygtningelejrene og de omkringliggende lokalsamfund.

PlanBørnefonden bidrager med indsigt i de lokale forhold, træning af befolkningen og står for den overordnede implementering med hjælp fra samarbejdsorganisationen Water Mission, der byder ind med teknisk viden og design af de store soldrevne vandsystemer i flygtningelejrene. Kontakten mellem PlanBørnefonden og amerikanske Water Mission er skabt af Poul Due Jensens Fond, der har gjort sig værdifulde erfaringer fra et lignende projekt i Tanzania med netop Water Mission.

Solar panels and elevated water tank

Det er soldrevne vandsystemer som dette, der skal etableres i flygtningelejrene i forbindelse med projekt ”SunWASH”. Foto: PlanBørnefonden.

”Vi er enormt glade for at kunne udvide vores effektive samarbejde med PlanBørnefonden. Og vi har skyhøje ambitioner for det her projekt. Hvis det går, som vi håber, står vi med et fyrtårn, der kan agere rollemodel for, hvordan man kan installere soldrevne vandsystemer i flygtningesamfund globalt, der både gavner mennesker og klima,” udtaler fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.

Pigerne skal prioriteres

For at sikre rent vand og god hygiejne for alle, bliver pumperne og de tilhørende faciliteter som latriner, håndvaske og vandstationer ikke bare implementeret i selve lejrene men også de omkringliggende lokalsamfund, hvis ressourcer også presses af tilstedeværelsen af de mange flygtninge. Det sikrer, at alle beboere i projektområderne får gavn af de nye faciliteter. Samtidig er der et særligt fokus på at få involveret pigerne og kvinderne i projektet.

"Kvinder og piger trækker langt det største læs, når det kommer til at skaffe vand til familierne. Det er fx dem, der går til brønden eller andre kilder for at hente vand. Men de bliver sjældent taget med på råd, når lokalsamfundene træffer beslutninger om, hvordan de skal håndtere vand, sanitet og hygiejne. Med dette projekt vil vi skubbe til nogle af disse skæve strukturer og normer og samtidig træne unge kvinder i at producere og sælge hygiejnebind, så de nye muligheder også kan være med til at sikre jobs til kvinderne på lang sigt."
Dorthe Petersen, direktør, PlanBørnefonden

Projektet starter op i oktober 2020, hvor Poul Due Jensens Fond har doneret den første halvdel af i alt 24.950.000 kroner. Projektet har mange forskellige vand, sanitet og hygiejne komponenter og bliver implementeret i tre flygtningelejre, et modtagecenter og 15 store landsbyområder i Gambella-regionen i løbet af projektperioden, der løber frem til og med april 2023.

”Hvis det går, som vi håber, kommer projektet til at gøre en kæmpe forskel – ikke bare for befolkningen i Gambella, men for flygtninge i hele verden. Det er virkelig et pionerprojekt, vi fra dansk side kan være enormt stolte af,” siger Dorthe Petersen.

Projekt SunWASH

Projektnavnet er sammenskrivning af Sun og WASH, hvor WASH står for WAter, Sanitation and Hygine. Sun er medtaget fordi vandet pumpes op via solenergi.  Grundfos’ unikke teknologier, gør at energien udnyttes optimalt i de pumpeløsninger, der vil blive installeret i projektet.

Læs mere om projektet på www.pdjf.dk/programmer/vand-og-sanitet-i-gambella-sunwash/