Det var i kælderen i familien Due Jensens røde murstenshus på hjørnet af Østergade og Jørgens Allé, at Poul Due Jensen modtog ordren på sin første pumpe. Pumpen blev bygget i den værkstedsbygning, han havde ladet opføre i baghaven i 1944.
– Syd 1 er arnestedet for Grundfos, og derfor er det naturligt, at fonden er placeret her – i bygningen, hvor den egentlige større produktion begyndte for 80 år siden, forklarer fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.

Medarbejdere foran Syd, 1950. Efterhånden voksede virksomheden, flere bygninger på grunden blev inddraget til produktion, og Grundfos voksede til sidst ud af matriklen og etablerede produktion andre steder. Foto: Grundfos Historisk Afdeling
Et selvstændigt Grundfos
Grundlæggeren, Poul Due Jensen stiftede fonden den 19. maj 1975 for at sikre Grundfos’ fremtidige udvikling. Han overdragede 85% af aktierne til fonden, mens familien beholdt 15%. I dag ejer fonden knap 88% af aktierne.

Poul Due Jensen meddelte sin beslutning i Vandposten 2 – 1976
“Grundfos kører godt, og det er mit store ønske, at denne udvikling må fortsætte i fremtiden. Derfor vil jeg bringe generationsskiftet i orden, således at Grundfos kan vedblive at være et selvstændigt Grundfos, og således at den formue, der skabes, fortsat i så stor udstrækning som muligt kan virke til gavn for medarbejderne,” udtalte Poul Due Jensen til medarbejderbladet Vandposten i februar 1976.
Ved stiftelsen lød fonden navnet Poul Due Jensen’s Fond, men apostroffen blev fjernet fra navnet i december 2014. I dag benytter fonden oftest Poul Due Jensens Fond når der kommunikeres lokalt eller internt, mens Grundfos Fonden bruges nationalt og internationalt for at sikre at fondens relation til Grundfos-koncernen er synlig for eksterne.
To fester og et åbent hus
Den runde fødselsdag bliver fejret ved flere forskellige lejligheder, bl.a. Bjerringbro Kulturfestival. Fredag den 16. maj har fonden inviteret sine nærmeste ’venner og familie’ fra Grundfos og lokalsamfundet til gårdfest på Syd1, og i forbindelse med Folkemødet holder fonden frokost for nationale samarbejdspartnere og beslutningstagere.
Ved arrangementet kan man møde en række af fondens medarbejdere, høre mere om Grundfos’ frivillighedspolitik og fondens Community Engagement Grant, som i år kan uddele op til 50 millioner kroner til organisationer og projekter, hvor Grundfos-medarbejdere bidrager med frivilligt arbejde. Jubilæumsfondens bestyrelse vil også være til stede for at fortælle om deres støtte til mindre humanitære og sociale aktiviteter i Grundfos’ lokalområde.

Fra 12.maj er Poul Due Jensens Fonds mur og vinduer dekoreret med billeder relateret til fondens historie og aktiviteter. Foto: Poul Due Jensens Fond
Syd1 i festklæder
Fonden flyttede til Syd1 i 2019. I første omgang talte lokalerne førstesalen mellem kantinen og The Factory, men i 2023 tog Fonden sit nye bestyrelseslokale i brug. Det er placeret i stueetagen, hvor Niels Due Jensens kontor også er bevaret og fremover skal fungere som familiekontor.
– Vi er så privilegerede at familien Due Jensen stadig spiller en aktiv rolle på Grundfos, og det vil vi gerne at den skal blive ved med. Derfor er det vigtigt for os, at de kommende generationer også har et sted de kan føle sig hjemme, når de kommer, siger Kim Nøhr Skibsted.
For at markere jubilæet har fonden opsat folier med fotos fra både fondens og Grundfos’ historie på vinduerne mod gården. Disse vil blive hængende resten af året for at øvrige besøgende også kan få et kig tilbage til dengang det hele startede.

Visitors and employees can travel back in time through the photos on the lab windows in the South 1 yard. Photo: Grundfos Foundation