Inklusion

Fuld fart (afsluttet)

Bevægelse og trivsel

Projektet vil vise, at træningen i et fællesskab højner børnenes trivsel og gør dem mere motiverede – også for skolen. På Fuld Fart arbejder man målrettet med en anerkendende tilgang til børnene, så alle kan være med og får successer. Det skal være med til at ændre børnenes fortælling om sig selv til i højere grad at pege på, at de mestrer noget, snarere end hvad de ikke mestrer. Undersøgelse fra Børnerådet viser, at 6 ud af 10 børn fortæller, hvad de går til i deres fritid, når de skal fortælle om sig selv. Med Fuld Fart får børnene mulighed for at fortælle, at de kan noget sejt.

Opbakning fra familien

Børnenes forældre og søskende bliver i årets løb inviteret til at være med til såkaldte familiedage, hvor alle kan være aktive. Forældrene bliver også opfordret til at tage del i deres børns fritidsaktivitet ved at komme og hente dem, se på over en kop kaffe og i hverdagen at tale med børnene om holdet.

Fra Fuld Fart til forening

Projektets ambition er også, at børnene efter det første år med Fuld Fart har fået så meget smag for at træne i en idrætsforening, at de vil fortsætte. Det er hensigten at få flest mulige af børnene til at fortsætte deres foreningsidræt. Også her vil man hjælpe børnene og deres forældre på vej.

Fuld fart på til sommeren 2021

Forløbet er et tre årigt projekt, som er støttet af Poul Due Jensens Fond, Den A.P. Møllerske Støttefond og Randers Kommune. Frem til slutningen af skoleåret 2021 vil børn, der uvant med foreningsidræt, blive tilbudt Fuld Fart.

 

 

RUN (afsluttet)

Den såkaldte restgruppeproblematik fylder meget i Danmark, hvor omkring 20% af en ungdomsårgang hverken får en kompetencegivende uddannelse eller kommer i arbejde. Risikoen er, at disse unge ender på offentlig forsørgelse, og en særlig indsats skal sikre at de hjælpes til at finde deres egen vej i livet

I 2016 var antallet af unge (16-24 år) i NEET gruppen (Not in Education, Employment or Training) henholdsvis 1.331 af i alt 11.432 unge i Randers og 492 af i alt 4.338 unge i Norddjurs [kilde: Statistikbanken]. Ungdommens Uddannelsesvejledning har til opgave at skabe kontakt til disse unge og hjælpe dem videre, men oplever store udfordringer med en gruppe, som enten slet ikke eller kun i ringe omfang reagerer på deres henvendelser. En gruppe af de unge har af forskellige årsager mistet tiltroen til, at det kommunale system kan hjælpe dem videre. Der er brug for at gøre noget andet.

Disse unge har brug for en styrket indsats for at blive klar til at deltage i enten uddannelse eller arbejde. De har eksempelvis udfordringer i form af diagnoser, manglende stabilitet i skole-, arbejds- og privatlivet og/eller sociale udfordringer. Ved at give disse unge en særlig indsats gennem 24 måneder vil projektet sikre, at de unge kommer videre i deres karriereforløb og dermed ikke ender på offentlig forsørgelse.

  • Projektet skiller sig ud ved et særligt fokus på den unges personlige, sociale, faglige, fritids- og erhvervsmæssige kompetencer og kvalifikationer.
  • Med afsæt i den unges drømme, ønsker og behov udarbejdes for den enkelte unge en plan, som danner baggrund for det videre forløb i projektet.

Projekt RUN er et samarbejde mellem Poul Due Jensens Fond, Randers Ungdomsskole (Randers Kommune) UngNorddjurs (Norddjurs Kommune) og det private erhvervsliv.

Vild med Dansk (afsluttet)

18 mennesker med et meget ringe kendskab til dansk, og som havde opholdt sig meget kort tid i Danmark var med i projektet. Deltagerne fortsatte deres sprogundervisning på Sprogcentret, men om eftermiddagen arbejdede de videre med diverse øvelser i drama, sang, kropssprog med videre. Målet var at skabe små opførelser, som de kunne vise for et publikum.

Deltagerne fik syv måneder til at udvikle deres sprogkundskaber. Undervejs blev de testet i bl.a. deres sprogudvikling, så det kunne sandsynliggøres, at Underværket havde ret i deres antagelse om, at sang og drama sætter turbo på dansk.

Projektet var drevet af Underværket i samarbejde med flere enheder i Randers Kommune: Jobcenter, Bibliotek, Skoleforvaltning og Sprogcentret.

Aarhus 2017 (afsluttet)

Frivillighed for alle

Projektet ”Frivillighed for Alle” havde som ambition om at få flygtninge, socialt udsatte og handicappede til at være med som frivillige hjælpere. Frivilligt arbejde kan understøtte, at man er en del af en gruppe, og man kan desuden få sat sine kompetencer i spil – måske også dem man ikke var klar over, at man besad. Der er mange gode argumenter, der understøtter ambitionen.

En del af meget

Da Aarhus 2017 åbnede den 21. januar, deltog 101 i optoget samt op til eventet. Mange havde været med til at lave lamper m.v. Når krydstogtskibene lagde til kaj i Aarhus, blev de modtaget af frivillige, der har hjulpet med at vise vej, byde på små rugbrødsmadder, og svare på alverdens spørgsmål. Når BKIs kaffevogn har været at finde ved diverse kulturelle arrangementer, har ”Frivillighed for Alle” været med.

Vigtige forberedelser

Bag den mangfoldige tilsynekomst at frivillige ligger der mange timers ihærdigt arbejde, mange blindgyder og meget læring. Eksempelvis er det svært for flygtninge, der skal gå til mange timers sprogundervisning, og som ikke kender til den danske foreningskultur at begribe, hvordan arbejde uden løn hænger sammen. Eller hvordan samarbejder man med fysisk handicappede, når de frivilliges mødested ligger på anden sal uden elevator? Hvordan får man adgang til ensomme unge, der eventuelt kunne rekrutteres til frivilligt arbejde?

Læringer for andre

Projektet Frivillighed for Alle afsluttedes med udgangen af april 2018. De sidste måneder af projektet blev brugt på at lave opsamling af de indhentede erfaringer for at kunne dele vigtige læringer med andre, der kunne have lignende ambitioner.

Inkluderende WeFood butik i Aarhus (afsluttet)

Hvert år smides mere end 700.000 tons mad ud i Danmark. Et spild, der koster danskerne 11.6 mia. kroner om året. Samtidig lever 800 millioner mennesker verden over med sult hver dag. Den fordeling ønsker Folkekirkens Nødhjælp at gøre noget ved, og formålet med Wefood er derfor ikke kun er at forhindre madspild i Danmark, men også at skabe overskud til verdens fattigste og sikre global bæredygtighed.  Wefood drives af frivillige og overskuddet fra butikken går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i verdens fattigste lande.

Mere rummelighed

Poul Due Jensens Fond ønskede at at støtte Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at mindske madspild, men samtidig også at organisationen skulle gøre en indsats for at øge rummeligheden i frivilligkorpset. I gruppen af frivillige i Aarhus var det således målet at minimum 5% skulle komme fra udsatte grupper, som ellers normalt ikke ville deltage i frivilligt arbejde. Fonden tror nemlig på at alle, uanset baggrund, har glæde ud af at bidrage med det de kan.

Den 29. maj 2018 slog den nye Wefood butik i Aarhus dørene op på Vesterbro Torv. Det er den første butik i Jylland, og de frivillige havde knoklet for at få butikken klar til åbningen.
Læs mere her | Bliv frivillig