Denne sommer har hvide huer og festpyntede ladvogne igen skabt glæde og liv i gaderne, når landets studenter er blevet fejret på traditionel vis. Men de tusindvis af unge, der er i gang med eller netop har afsluttet en uddannelse som gartner, SOSU-assistent, smed eller salgsassistent oplever sjældent samme opmærksomhed – hverken undervejs eller når de er udlærte.
Det er fire aarhusianske erhvervsskoler godt i gang med at lave om på, og nu får projektet opbakning fra endnu en anerkendt fond.
Med støtten fra Grundfos Fonden følger endnu en markant aktør i kølvandet på Tietgenfonden, der tidligere har bevilget 5,3 mio. kr. til projektet. Grundfos Fonden er en af Danmarks største erhvervsdrivende fonde og hovedaktionær i Grundfos-koncernen, som beskæftiger mere end 120 lærlinge fra uddannelsesinstitutioner på tværs af Midtjylland.
Danmarks største fejring af erhvervsskoleelever
Faglært er Danmarks første store fejring af erhvervsskoleelever. Arrangementet afholdes årligt i Tivoli Friheden i Aarhus fra 2026 til 2028 og samler op mod 4.000 deltagere hvert år med parade, koncerter og elevaktiviteter.
Bag projektet står Aarhus Business College, Jordbrugets UddannelsesCenter Århus, SOSU Østjylland og AARHUS TECH. Projektet støttes af Tietgenfonden og Grundfos Fonden samt Aarhus Kommune, Region Midtjylland og en lang række sponsorer fra fagbevægelsen og erhvervslivet, inklusive Grundfos.
- Billetter kan købes på www.faglærtfest.dk
