25. Mar. 2021
Fondsbestyrelsen har den 11. marts godkendt fem nye Community Engagement Grants, som bakker op om Grundfos-selskabers lokale engagement i Afrika, Asien og Sydamerika. Fonden opfordrer også danske Grundfos-selskaber til at gøre brug af ordningen.

Ghana: Sanitetsprojekt

Grundfos Ghana er bannerfører for projektet Ghana Water Initiative som skal skabe nye forretningsmodeller for drikkevand baseret på den nyeste vandteknologi i Abomosu i Atiwa District i det centrale Ghana. Grundfos Ghana har søgt om et grant på vegne af deres lokale partner, COLANDEF, til at sikre de 1.400  mennesker i Atiwa ordentlige sanitære forhold for at stoppe besørgelse i det fri og dermed reducere risiko for vandbårne sygdomme.

  • COLANDEF modtager en donation på 25.000 euro til dette projekt

Nigeria: Vand til Obuofia Community

Grundfos Subsaharan Africa har sikret en donation til Rector Cares Foundation som skal sikre vandforsyning til Obuofia Community, Bende Local Government Area, Abia State i Nigeria. Projektet etablerer en række soldrevne vandsystemer med vandtanke der forsyner områdets over 10.000 indbyggere, heraf størstedelen kvinder og børn, med drikkevand og vand til husholdningen.

  • Rector Cares Foundation modtager 62.000 euro til projektet

Argentina: 3 års udvidelse af Active Hygiene Program

I 2020 støttede Fonden Grundfos Argentinas community engagement projekt som skulle sikre adgang til rent drikkevand til over 16.000 mennesker gennem 70 lokalcentre i Escobar, Pilar og Tigre (Buenos Aires). Formålet med projektet var at installere vandrensningsteknologi  og give træning i god hygiejne til de lokale ledere. Hver leder deltog i tre workshops over tre uger. Projektet er et samarbejde med Proyecto Agua Segura.

Projektet vil udvide adgangen til vand til at vare mindst tre år mere, og der vil også blive etableret regnvandsopsamling i lokalcentrene.

  • Proyecto Agua Segura modtager 113.000 euro til projektet.

Filippinerne: vand og hygiejne bekæmper udfordringer med befolkningstilvækst

Ifølge Verdensbanken gennemgik Filippinerne i nyere tid en kraftig befolkningstilvækst – fra 75 millioner indbyggere i 1995 til 100 millioner i 2014. Den vækst har resulteret i massiv urbanisering og medfølgende udfordringer, heraf er mangel på adgang til rent vand en af de helt store problemer.

Dette projekt etablerer 350 nye vandforsyninger i husholdninger, og det vil sikre rent og sikkert vand til 1.750 mennesker i udsatte områder (barangays ) nær Grundfos’ kontor i Cebu.

De følgende områder (barangays) får gavn af projektet:

  • Tangke, Cebu
  • Talisay, Cebu
  • Inayawan, Cebu City
  • San Roque, Cebu City

Som del af projektet installeres også 11 brandpumper og lokale brandværn vil blive trænet, så beboerne kan beskytte sig selv fra brandfare.

  • Water and Life Philippines, en lokalt drevet NGO, modtager 50.000 euro til projektet, som medfinansieres af Coca-Cola Foundation og Eurofins Foundation.

Eau & Vie Philippines har siden 2010  arbejdet i slumkvarterer i Manila og Cebu Exposure Media Production on Vimeo.

Sydsudan: Udskiftning af håndpumper i Nuba Hills

I de seneste år har der været en del investeringer i Nuba med etablering af borehuller og installation af håndpumper og mini-vandværker. Desværre er mange håndpumper gået i stykker og mangel på reparation gør brøndene ubrugelige. I december 2020 var 157 ud af 287 håndpumper og 39 mini-vandværker ude af drift.

Dette projekt vil renovere 15 borehuller og vandværker i Nuba Hills, Sydsudan. Hvert sted vil de ubrugelige håndpumper blive erstattet med soldrevne pumper, og der vil blive givet træning i vand, sanitet og hygiejne (WASH), således at brugerne i lokalsamfundet kan tage godt vare på deres nye vandværk.

42 Community Engagement Grants i 2020

I 2020 etablerede Fonden Poul Due Jensens Community Engagement Grant og øremærkede 20 millioner kroner til at bakke op om Grundfos-selskabernes lokale projekter. Vi støttede 42 projekter med i alt 15 millioner kroiner, dette kan du læse mere om i årsskriftet for 2020.

I 2021 fortsætter ordningen, og Fonden har endnu en gang øremærket 20 millioner til formålet. Poul Due Jensens Community Engagement Grant kan søges til projekter i hele verden – også i Danmark – og vi vil derfor også gerne opfordre selskaberne i Danmark til at søge puljen. Læs mere her.

"Poul Due Jensens Community Engagement Grant kan søges til projekter i hele verden - også i Danmark - og vi vil derfor også gerne opfordre selskaberne i Danmark til at søge puljen."