Når bomber eller cyberangreb rammer vandværker og elnet, mister civilbefolkningen på få timer adgangen til rent drikkevand. Det er udgangspunktet for Ukraine Water Resilience, som Teknologisk Institut leder med støtte fra Grundfos Fonden. Sammen med Internationalt Røde Kors og en række partnere skal projektet udvikle og indsætte mindst tre mobile, fuldstændigt netuafhængige vandrensningsanlæg i robuste containere. Anlæggene skal tilsammen kunne levere 100.000 liter drikkevand i døgnet, hvilket kan dække det helt basale drikkevandsbehov for op mod 50.000 civile ukrainere efter FN-standarder.
– Formålet er først og fremmest at hjælpe civilbefolkningen i Ukraine med adgang til rent vand her og nu, når infrastrukturen er ødelagt af krigen. Men indsatsen rækker også ud over Ukraine. Når en teknologi beviser sit værd under de hårdest tænkelige krigsforhold, ved vi, at den også kan stå distancen i en dansk krise. Den hårdførhed kan vi slet ikke opnå ved kun at teste i fredstid herhjemme, siger Martin Svoldgård Vesterby, læge, ph.d. og leder af initiativet på Teknologisk Institut.
Udfordringer i krigsramte områder
I felten møder vandrensning under kriseforhold helt særlige faglige barrierer, som kræver nye tekniske greb.
– Udfordringen i et krigsramt område er, at råvandet kan variere meget fra sted til sted, og det undersøger vi grundigt i den første fase af projektet, før vi og konsortierne lægger os fast på, hvilken type vand anlæggene konkret skal kunne rense. Vi skal have en balance mellem ekstrem robusthed, lavt energiforbrug og absolut renhed, og den skal afprøves under reelle forhold, siger Lotte Bjerrum Friis-Holm, centerchef for Vandteknologi på Teknologisk Institut.
Projektet drives efter den såkaldte Jutlandia-model, der er inspireret af det amerikanske forsvarsforskningsagentur DARPA. I stedet for langsomme skrivebordsstudier og test under fredelige forhold konkurrerer tre udvalgte konsortier af virksomheder og vidensmiljøer om at videreudvikle en eksisterende prototype fra den danske virksomhed Danish Green Energy Consulting. Med udgangspunkt i deres teknologi arbejder holdene parallelt med deres tekniske spor, målrettet de ukrainske behov.

Tre udvalgte konsortier af virksomheder og vidensmiljøer konkurrerer om at videreudvikle den eksisterende prototype Nord-Foss fra den danske virksomhed Danish Green Energy Consulting. Foto: Danish Green Energy Consulting
Overdrages til Ukraine
Som projektleder udvikler Teknologisk Institut anlæggene i tæt samarbejde med Internationalt Røde Kors (IFRC), som sikrer den direkte kontakt til ukrainske lokalsamfund og hjælper med at udpege, hvor behovet er størst. Når anlæggene er klar, køres containerne ud til nødstedte områder. Her kobles de til relevante tilgængelige vandressourcer og sikrer forsyningen i berørte lokalsamfund. Placeringen sker fleksibelt i dialog med de ukrainske myndigheder og Røde Kors, for eksempel ved modtagecentre for internt fordrevne eller i områder med kritisk ramt infrastruktur. Betjeningen skal gøres så enkel, at lokale frivillige kan passe anlæggene efter kort instruktion, og efter projektperioden overdrages containerne permanent til ukrainske partnere.
En ny vej for beredskabsinnovation
Ud over de konkrete vandanlæg fungerer projektet som Teknologisk Instituts nye skabelon for, hvordan nød- og beredskabsinnovation bringes hurtigere ud over rampen. Alt for ofte strander lovende teknologier i langstrakte udviklingsfaser uden at nå ud, hvor behovet opstår.
Ved at kombinere Jutlandia-modellens hurtige udviklingsloops med direkte validering i felten reduceres den teknologiske risiko markant for de deltagende parter. Det skaber et stærkt afsæt for fremtidige indsatser og åbner nye muligheder for danske teknologivirksomheder inden for international nødhjælp, dual-use og civil modstandsdygtighed.
Opbygger værdifuld viden
Grundfos Fonden ser Teknologisk Instituts projekt som et vigtigt skridt mod at koble akut humanitær støtte med langsigtede beredskabsløsninger:
— Adgang til vand er en grundlæggende forudsætning for liv og sundhed, og behovet i Ukraine er akut. Ved at støtte dette projekt sikrer vi rent drikkevand til tusindvis af mennesker under ekstreme vilkår, samtidig med at vi opbygger værdifuld viden, der kan gøre både det danske og europæiske samfund langt mere modstandsdygtigt, siger Kim Nøhr Skibsted, direktør i Grundfos Fonden.
Samtidig følger danske myndigheder og beredskabsaktører arbejdet tæt, herunder Beredskabsstyrelsen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Formålet er at overføre erfaringerne til det danske civilforsvar, så Danmark får en køreplan for mobile containervandværker, der kan indsættes ved sabotage mod søledninger til øer, strømsvigt på hospitaler eller cyberangreb mod den nationale forsyning.

Projektet drives efter den såkaldte Jutlandia-model, der er inspireret af det amerikanske forsvarsforskningsagentur DARPA. Med udgangspunkt i prototypen arbejder tre hold parallelt med deres tekniske spor, målrettet ukrainske behov. Foto: Danish Green Energy Consulting