Fra et projektkontor på Aarhus Universitet er et nyt europæisk videns- og innovationsfællesskab vokset frem over de seneste par år. Med økonomisk støtte fra Poul Due Jensens Fond og Aarhus Universitet er Allwaters lykkedes med at samle 50 budgivende partnere i et kernekonsortium, der omfatter 140 samarbejdspartnere fra 30 lande om en fælles ansøgning til Europas nye Knowledge and Innovation Community (KIC) om vand, marine og maritime sektorer og økosystemer.
Og i aftes kom beskeden så: Allwaters har vundet udbuddet, og nu bliver Danmark hovedsæde for det kommende Water Knowledge and Innovation Community i Europa, EIT Water. Det markerer et vigtigt skridt mod at sikre Europas vandressourcer og levere innovationer, der kan imødekomme presset på kontinentets vandsystemer.
Virksomheder ser nye muligheder
Den nye EIT Water skal blandt andet støtte innovation i nye teknologiske løsninger, talentudvikling og iværksætteri og skabe virksomheder over hele Europa for at afhjælpe globale problemer som forurening, tørke, klimaforandringer og rent vand. Initiativet forbinder forskere, undervisere og iværksættere med Euro-pas største innovationsnetværk og kommer til at handle om alle former for vand, fra drikkevand og spilde-vand til søer, åer og havene omkring os.
Den danske vandsektor har helt fra starten bakket op om Allwaters. Støtterne tæller blandt andre Grundfos, Danfoss, Dansk Industri, Water Valley Denmark, DANVA, HOFOR, Aarhus Vand, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Aarsleff, SEGES og Kamstrup.
Råder over flere hundrede millioner euro
EIT Water får et opstartstilskud på fem millioner euro i 2026 og skal være i fuld drift fra 2027. EIT Water forventes at rejse EIT-midler på flere hundrede millioner euro over sin 15-årige finansieringsperiode og tiltrække virksomheder, investorer, interessenter og internationalt talent inden for vandsektoren. Dertil kommer de eksterne midler, som det nye Knowledge and Innovation Community selv tiltrækker.
Allwaters blev valgt som vinder efter en ekspertvurdering og en høring foran EIT’s bestyrelse, som blandt andet begrundede valget med den brede repræsentation, Allwaters har i hele Europa. EIT når netop sine mål gennem samarbejde mellem forskning, uddannelse og innovation med stærk involvering af europæisk industri.
Hovedkvarter skal ligge i Aarhus
Virksomheder, universiteter, offentlige institutioner, fonde, forskningsinstitutioner og forskellige klynger har samarbejdet om ansøgningen til EIT Water. Det europæiske hovedkvarter kommer til at ligge i Vandets Hus i Aarhus med otte Co-Location Centre fordelt ud over Europa.

Vandets Hus skal ligge på Pier 3 i Aarhus Havn. Modellen af det fremtidige område blev vist frem ved Grundfosprisen den 11. november. Yderst til højre Flemming Besenbacher, formand for Water Valley Denmark. Foto: Lars Holm
Det ene af de otte Co-Location Centre bliver også placeret i Aarhus. Her har Water Valley Denmark som innovationsnetværk for den danske vandsektor samlet de nordiske partnere i Allwaters om at opbygge det nordiske Co-Location Centre for Danmark, Norge, Sverige og Finland. De øvrige centre i Europa bliver placeret i Tyskland, Belgien, Østrig, Kroatien, Spanien, Bulgarien og Storbritannien.
Folketinget har bevilget 21 millioner kroner som medfinansiering af det danske hovedkvarter og det nordiske Co-Location Center. Derudover har Poul Due Jensens Fond/Grundfos Foundation givet tilsagn om yderligere støtte til innovationsaktiviteter.
Fakta: Hvad er EIT og KIC?
- Forkortelsen EIT står for European Institute of Innovation and Technology. Det er en EU-organisation, der fremmer forskning, innovation og iværksætteri i Europa.
- EIT har nu oprettet ti Knowledge and Information Communities (KIC), som hver især tackler en specifik glo-bal udfordring, fra klimaforandringer, bæredygtig energi og urban mobilitet til digitalisering af vores sam-fund.
- Den KIC, hvis hovedkvarter netop er placeret i Danmark, handler om udfordringer relateret til vand: drikke-vand, spildevand, søer, åer og havene omkring os; alle former for vand. Derfor har det danskledede konsor-tium fået navnet Allwaters.
- Organisatorisk får EIT Water et hovedkvarter og otte CLC’er, Co-Location Centre, på tværs af Europa. Allwaters placerer både sit hovedkvarter og sin nordlige CLC for Danmark, Norge, Sverige og Finland i Aarhus.