26. Feb. 2020
2030 NOW sender i uge 9 en plakatudstilling om FN's 17 verdensmål rundt til alle landets skoler. Poul Due Jensens Fond og Grundfos er med bag Verdensmål 6.

Verdensmålene rykker i uge 9 og 10 ind på alle landets skoler: Folkeskoler, erhvervsskoler og gymnasier i hele landet vil efter vinterferien få tilsendt en plakatudstilling. Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) er med til at finansiere plakaten med verdensmål nummer 6: Rent vand og sanitet.

Udstillingen består af 17 plakater med fotos af den franske stjernefotograf Yann Arthus-Bertrand. Én plakat for hvert verdensmål.

"Hvilken fremtid ønsker vi os? Hvordan ser verden ud i 2030, hvis vi gør det rigtigt? Det er det, som FN’s 17 Verdensmål handler om, og nu bliver de til en plakatudstilling, som sendes gratis til alle grundskoler, erhvervsskoler og gymnasier. "

Teksterne beskriver visionerne for hvert mål, og den franske fotograf Yann Arthus-Bertrands fotos indbyder til at gå på opdagelse og få øje på nye nuancer af vores liv Jorden rundt.

Poul Due Jensens Fond og Grundfos står bag plakat nummer 6: Rent vand og sanitet.

En digital læringsplatform

CanopyLAB har udarbejdet et digitalt læringsfællesskab med et forløb for hvert af de 17 mål. Platformen kan både bruges til klasseundervisning, individuelt eller som del af en materialesamling.

Foredrag og storytellers

Care Danmark og flere af de organisationer der støtter projektet stiller storytellers til rådighed for et besøg på skolerne, hvor de kan fortælle om arbejdet med målene i praksis.