17. Jun. 2019
Det går stærkt på Aalborg Universitet. Smart Water Lab, som er finansieret af Poul Due Jensens Fond, er nemlig klar til indvielse torsdag 20. juni 2019. 14 laboratoriemoduler med hver sin specifikke funktionalitet giver forskningsgruppen mulighed for at simulere og teste avancerede vandsystemer.

Torsdag den 20. juni indvies Aalborg Universitets nye Smart Water Infrastructure Lab. Forskningslaboratoriet består af 14 specialdesignede moduler, som Jorge Val Ledesma har været med til at skabe.

Laboratoriet bringer os tættere på virkeligheden

Jorge Val Ledesma er oprindeligt fra Spanien, men er uddannet på Aalborg Universitet, hvor han læste til civilingeniør inden for Regulering og Automation. Han arbejdede i den private sektor i halvandet år, hvorefter professorerne lokkede ham tilbage på universitetet for at hjælpe til med laboratorieprojektet – først som forskningsassistent og senere som Ph.d.-studerende.

I samarbejde med professorerne designede Jorge alle rørsystemer og kredsløb og brugte computersimulationer for at validere dem. Derefter bad de en virksomhed inden for maskinkonstruktion og et værksted om at producere modulerne. Koordineringsprocessen var mere kompliceret end først antaget, men nu er laboratoriet snart klar til at blive taget i brug:

”Det er en spændende og kompliceret opgave at bygge et laboratorie helt fra bunden. Vi fortalte designerne, hvad hvert modul skulle indeholde (rør, sensorer, beslag), som de så skabte nogle tegninger ud fra. Det var med til at give liv til projektet. Vi udviklede det i tæt samarbejde med leverandøren, da nogle komponenter skulle forbindes på en bestemt måde, og det var ikke sikkert, at leverandøren kunne vide det. Vi var nødt til at fortælle, helt præcist hvad vi ønskede,” forklarer Jorge.

 

Ph.d-studerende Jorge Val Ledesma (tv) og professor Rafal Wisniewski, AAU Smart Water Lab (th). Foto: Poul Due Jensens Fond

En platform til at undersøge sammenkoblingen mellem netværk

Laboratoriet bliver et fleksibelt testområde med 14 avancerede moduler, som kan bruges til at modellere forskellige vandnetværk. Det inkluderer fjernvarme, drikkevandsforsyning og spildevand.

Projektet har også til formål at undersøge sammenkoblingen mellem de forskellige netværk. I projektets sidste fase vil gruppen arbejde sammen med andre vandforsyningsværker om at samle netværksdata. Disse data vil så kunne bruges til at udføre mere realistiske eksperimenter. Et eksempel på dette er vandforbrug, som ændrer sig i løbet af en dag.

”Vi kan simulere de forskellige fysiske effekter som findes i trykbærende drikkevandssystemer og åbne kanaler hvor der er et større, åbent flow,” forklarer Jorge.

Gruppen samarbejder med Singapores Tekniske Universitet, som har en lignende interesse i at undersøge sammenkoblingen mellem vandnetværkerne:

”De fokuserer mere på cybersikkerhed og mindre på hydraulik og kontrol, og på den måde komplementerer vi hinanden ret godt,” siger Jorge.

Som en del af Jorges forskning vil han undersøge de læringsteknikker, der kan bruges i forbindelse med at styrke et vandnetværk. Målet er, at den udviklede teori kommer til at være tættere på virkeligheden, og at laboratoriet skaber et realistisk miljø, hvor man kan teste ideerne og læresætningerne.

”I en computersimulation bruger vi en matematisk model. Men vi kan ikke genskabe alt i vores matematiske modeller. De er ofte lidt for ideelle, og de fysiske virkninger fra den virkelige verden dukker ikke op. Vi håber, at det nye laboratorie kan hjælpe os med at opdage manglerne i vores egne matematiske modeller.”

Laboratoriefaciliteter i verdensklasse

Overalt i verden bliver der spildt litervis af vand. Omkring femogfyrre milliarder liter hver eneste dag, bare i forsyningsnettet. Gennem bedre kontrol af vandnetværkene kan vi blandt andet minimere lækage og kontrollere risikoen for spildevandsforurening. Læs mere.

Forskningsstøtte

Vi støtter udvalgte forsknings. og uddannelsesmiljøer inden for teknik og naturvidenskab.