Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) har i dag åbnet for indstilling af kandidater til Grundfosprisen 2022, som består af skulpturen “Be-Think-Innovate” af kunstneren Flemming Brylle og en kontant betaling på 1 mio. kr, hvoraf 250.000 kr. går direkte til prismodtageren, mens de resterende 750.000 kr. går til videre forskning inden for området.
Siden 2018 har Grundfosprisen hædret unge forskere gennem temaet “The Stars of Tomorrow”.
Nyt ansigt i priskomiteen
Priskomiteen er i 2022 blevet beriget med Susanne Bødker, professor ved Aarhus Universitet, Institut for Datalogi og Institut for Kultur og Kommunikation. Hun indtræder i stedet for sin kollega, Nina Smith, som træder tilbage efter at have bidraget med vid og indsigt gennem en lang årrække. Fonden vil i den forbindelse gerne sige tusind tak for mange års godt samarbejde.

Susanne Bødker, professor ved Aarhus Universitet, Institut for Datalogi og Institut for Kultur og Kommunikation. Foto: AU
20 års jubilæum i 2022
Grundfosprisen blev oprettet af Poul Due Jensens Fond i 2001 med det formål at stimulere, anerkende og støtte national og international forskning i banebrydende, samfundsgavnlige og fremsynede løsninger inden for det tekniske og naturvidenskabelige område. Siden 2002 har en perlerække af danske forskere modtaget prisen og den medfølgende anerkendelse.
I 2022 uddeles Grundfosprisen for 20. gang, og det sker ved en stort anlagt prisuddeling den 10. november, hvor Fonden vil byde forskere og studerende fra hele landet velkommen til en stjernespækket dag med rig lejlighed til at netværke: